2248 6733 mg@gpsyk.dk

Behandling af angst hos Grønnegaard Psykologi

Her er et udpluk af typiske udsagn, ønsker og spørgsmål fra klienter, der kommer med symptomer på angst:

  • Hvorfor får jeg det så voldsomt i situationer, som egentlig ikke er farlige?
  • Hvordan stopper jeg det her ubehag?
  • Jeg føler mig hele tiden på vagt.
  • Jeg får hjertebanken og føler, jeg ikke kan få luft.
  • Jeg undgår alt for meget – og det begrænser mig.
  • Hvad nu hvis jeg fejler noget alvorligt?
  • Jeg bliver hurtigt overvældet og trækker mig fra alt.
  • Jeg orker ikke være i mig selv, når det er allerværst.
  • Er jeg ved at blive skør?
  • Jeg er bange for at miste kontrollen.
  • Jeg tør ikke fortælle det til nogen – de vil ikke forstå det.
  • Jeg vil gerne kunne være mig selv uden at være styret af frygt.
  • Jeg savner ro, lethed og glæde.

I et behandlingsforløb hos mig

– påtager jeg mig ansvaret for at skabe en tryg og undersøgende ramme, hvor vi sammen kan forstå, hvad der udløser og vedligeholder din angst – og hvordan vi kan arbejde med den, så du får mere frihed og handlemuligheder i dit liv.

Angst er ofte tæt forbundet med både kropslige reaktioner, automatiske tolkninger og strategier, som på overfladen virker hjælpsomme – men som i virkeligheden fastholder angsten. Det kan f.eks. være undgåelsesadfærd, overdreven planlægning, søgen efter vished eller kontrol, eller forskellige former for selvbeskyttelse, som begrænser dig i hverdagen.

Mange kommer med et stort ønske om at “slippe af med angsten” – og det er helt forståeligt. Men nogle gange kan vejen til mere ro og balance være at forstå, hvordan angsten faktisk har forsøgt at beskytte dig – og hvordan du nu kan tage over med mere hensigtsmæssige og bæredygtige måder at være i livet på.

Du bliver mødt der, hvor du er. Nogle kommer med voldsom panikangst og er meget påvirkede i hverdagen – andre har en mere diffus eller vedvarende indre uro og ængstelighed, som fylder, men som kan være svær at sætte ord på. Uanset hvordan angsten ser ud, finder vi sammen et tempo og en tilgang, der passer til dig.

Herunder ser du nogle områder, jeg typisk har fokus på i arbejdet med angst:

Beskyttelsessystemet og angsten

Angst er i bund og grund en aktivering af vores beskyttelsessystem – det samme system som hjælper os, når der er fare på færde. Det autonome nervesystem reagerer lynhurtigt på det, det opfatter som trusler, og sætter os i beredskab. Problemet opstår, når dette system tolker noget ufarligt som farefuldt – og når hjernen og kroppen ikke kan finde tilbage i ro.

I et forløb arbejder vi med, hvordan dit system registrerer trusler, og hvordan du kan berolige det. Det kan inkludere afspænding, åndedrætsøvelser eller mindfulness – men det vigtigste er, at vi finder det, der virker for dig.

Den overaktive hjerne

Ved angst er hjernen ofte i højeste alarmberedskab. Den forsøger at “regne tingene ud” og holde dig sikker – men det ender ofte i tankemylder, katastrofetænkning, og en følelse af at være fanget i sine egne tanker. Jo mere vi forsøger at få fuld kontrol eller vished, jo mere fastlåst bliver vi ofte.

Her arbejder vi med at genkende dine tankeprocesser, og hvordan du kan skabe afstand til dem – uden nødvendigvis at skulle diskutere med dem eller overbevise dig selv om, at “der ikke er noget at være bange for”. Det kan være en lettelse for mange at opdage, at det ikke er selve tanken, der er problemet – men den måde, vi forholder os til tanken på.

Automatikker og undgåelse

Mennesker med angst udvikler ofte effektive, men uhensigtsmæssige strategier til at undgå ubehaget: man undgår bestemte steder, samtaler, beslutninger eller følelser. Man søger konstant tryghed hos andre eller forsøger at få vished, før man handler. Disse strategier er forståelige og har ofte fungeret – men de har en pris: de indskrænker livet og vedligeholder angsten.

Sammen identificerer vi dine mønstre og prøver nye måder at være i det svære på – små, realistiske skridt, hvor du oplever, at du faktisk kan noget, du ikke troede muligt.

Det sociale og den indre dommer

Angst – særligt social angst – kan være tæt forbundet med bekymringer om, hvad andre tænker, eller frygt for at blive afsløret som “utilstrækkelig”. Mange går rundt med en stærk indre kritiker, som konstant vurderer dem og sætter spørgsmålstegn ved deres værd.

Her kan vi arbejde med at blive bevidst om den indre dommer og styrke evnen til selvomsorg og venlighed – og samtidig træne nye måder at være sammen med andre mennesker på, hvor du ikke hele tiden skal præstere eller være “på vagt”.

Hvad er angst?

Angst er en naturlig og vigtig følelse, der ...

… hjælper os med at reagere på fare. Men når angsten dukker op i situationer, som ikke er farlige – eller fylder så meget, at den begrænser os – er det vigtigt at forstå den og få hjælp til at håndtere den.

Angst kan vise sig på mange måder:

  • Panikangst – pludselige, voldsomme angstanfald
  • Generaliseret angst – vedvarende bekymring og ængstelighed
  • Social angst – angst for at være sammen med eller blive vurderet af andre
  • Fobier – angst for specifikke ting eller situationer
  • Helbredsangst – frygt for alvorlig sygdom
  • OCD og tvangstanker – angst forbundet med bestemte handlinger eller forestillinger
Symptomer på angst kan være:

Kropslige:

  • Hjertebanken, sved, rysten
  • Åndenød, trykken for brystet
  • Maveproblemer, svimmelhed, kvalme
  • Træthed og spændinger

Tankemæssige:

  • Katastrofetanker
  • Tankemylder
  • Koncentrationsbesvær
  • Bekymringer og “hvad nu hvis”-scenarier

Følelsesmæssige:

  • Uro og rastløshed
  • Skam og selvkritik
  • Følelse af at miste kontrollen

Adfærdsmæssige:

  • Undgåelse og tilbagetrækning
  • Sikkerhedsadfærd (f.eks. at have nogen med sig, sidde tæt på døren, undlade at tale)
  • Søvnproblemer og irritabilitet
Hvorfor udvikler man angst?

Angst er en naturlig del af vores biologiske overlevelsessystem – men når den kommer “i utide” eller vokser sig for stor, er det ofte fordi noget har trigget eller forstærket systemets alarmberedskab.

Der kan være mange grunde til, at angst udvikler sig – ofte i et samspil mellem biologiske, psykologiske og livsmæssige faktorer. Nogle af de mest almindelige årsager er:

  • Tidlige erfaringer med usikkerhed eller uforudsigelighed
    Hvis man som barn har oplevet kritik, følelsesmæssig fravær, utryghed eller overansvar, kan man udvikle en grundlæggende følelse af, at verden ikke er et sikkert sted.
  • Høj følsomhed eller sensitivt nervesystem
    Nogle mennesker er biologisk disponeret for at reagere kraftigere på stimuli, og har derfor lettere ved at komme i alarmberedskab.
  • Langvarig belastning og stress
    Når kroppen og psyken har været overbelastet i længere tid, bliver systemet mere “nervøst” – og begynder at reagere på signaler, der tidligere ikke blev opfattet som farlige.
  • Tankemæssige vaner og opmærksomhedsfokus
    Hvis man har en tendens til at fokusere på det, der kan gå galt, eller gruble meget, fastholder man ofte kroppen i en tilstand af uro og beredskab.
  • Undgåelsesstrategier
    Når vi begynder at undgå bestemte situationer for at slippe for angst, oplever vi kortvarig lettelse – men på længere sigt vokser angsten, fordi vi aldrig får erfaring med, at vi godt kan klare det.
  • Livsændringer og eksistentiel usikkerhed
    Store overgange i livet – fx sygdom, forældreskab, jobskifte eller relationelle brud – kan vække grundlæggende usikkerhed og trigge angstsymptomer.

Uanset hvordan din angst er opstået, kan den forstås – og den kan ændres. Angst er ikke et tegn på, at noget er i stykker i dig – det er et tegn på, at noget i dig forsøger at beskytte dig. Og det kan du lære at samarbejde med i stedet for at kæmpe imod.

Angst er en af de mest almindelige psykiske lidelser – men det er også en af dem, vi med god behandling og forståelse kan gøre rigtig meget ved.

Hvis du oplever angst, er du langt fra alene – og du behøver ikke klare det hele selv.